Presse

Hør nyhederne her

- før alle andre

Pressemeddelelse 08.08.2026

Nu skal hundredvis af frivillige skabe Reformationens blomstrende fortælling i Ridehuset i Haderslev

Når dørene i Ridehuset i Haderslev åbner den 12. september, vil tusindvis af mennesker kunne træde ind i et kunstnerisk univers skabt af blomster, naturmaterialer, lys, farver og kreative hænder. Men noget af oplevelsen begynder allerede tirsdag den 11. august – når de første frivillige møder op og sammen med Blomsterkunstner Johnny Haugaard begynder at skabe udstillingen ”På vej mod…”.


I 2026 fejrer Haderslev 500-året for Reformationens begyndelse i byen. Det var her, reformationen slog igennem i Danmark hele ti år før resten af landet, og derfor har Haderslev en helt særlig plads i historien. Nu skal historien mærkes på en ny måde.


Blomsterkunstner Johnny Haugaard skal sammen med frivillige skabe en stor sanselig udstilling i Ridehuset, hvor Lutherrosen bliver et centralt symbol. Men selv om resultatet bliver et kunstværk, er det ikke kun kunsten, der er vigtig.


Det vigtigste er menneskene bag

Udstillingen "På vej mod..." bliver nemlig ikke skabt af Johnny Haugaard alene. Den bliver skabt af mennesker, der mødes på tværs af alder, erfaring og hverdag for at bygge noget, som ingen af dem kunne have skabt alene. Det er netop det, der gør frivilligheden så særlig.

Du behøver ikke kunne noget bestemt

Når opbygningen begynder tirsdag den 11. august, bliver der brug for mennesker, der kan save, bore og løfte. Men der bliver i lige så høj grad brug for dem, der har sans for de små detaljer, kan tænke kreativt, lave mad, holde orden eller bare har lyst til at lære noget nyt.


”Når vi bygger, har vi brug for lige så mange folk, der kan arbejde med kreative opgaver, som vi har brug for folk, der kan bruge en hammer, stiksav og som har lidt muskler at gøre godt med. Alle kan være med og alle er velkomne,” siger Johnny Haugaard.


Måske opdager du, at du kan mere, end du selv troede

Det har en af de frivillige, Hanne Bosack fra Haderslev selv oplevet. Hun har flere gange været frivillig ved Johnny Haugaards projekter – senest på Harridslevgaard Slot, hvor hun har været med til at skabe ”The Rose”, som lukker søndag den 9. august.


”At være kreativ frivillig er meget mere end at give en hånd med. For mig handler det om at være en del af noget, der skaber glæde, liv og fællesskab,” fortæller hun.


Og hun har en særlig besked til dem, der måske står og tænker, at de ikke rigtig kan bidrage: ”Tænker du: ’Det kan jeg ikke.’ Så vil jeg sige: Jo, det kan du.”


Det, man giver, får man tilbage

Når man bliver frivillig, giver man ganske vist sin tid og sine kræfter. Men omvendt får man endnu mere retur.


”Man møder mennesker, man måske aldrig ellers ville have mødt. Man lærer noget nyt. Man griner. Man bliver udfordret. Man oplever glæden ved at få en idé til at blive til virkelighed – og ikke mindst følelsen af at have været med til at skabe noget, som mange andre mennesker får glæde af,” siger Hanne.

Det er måske netop derfor, så mange vender tilbage til Johnny Haugaards projekter. Man kommer for at hjælpe. Man bliver, fordi det giver noget tilbage.

Nu begynder det i Haderslev – og du kan være med.


Der er næsten ingen pause efter ”The Rose” på Harridslevgaard Slot. Søndag den 9. august lukker udstillingen på Nordfyn, og allerede tirsdag den 11. august klokken 9.00 begynder opbygningen i Ridehuset i Haderslev.

Alle kan være med. Man kan være med en enkelt dag, nogle timer eller komme igen og igen. Undervejs finder man sammen med Johnny den opgave, der passer til én.


For nogle bliver det sav og boremaskine. For andre bliver det blomster og detaljer. For andre igen bliver det maden omkring bordet, samtalerne, grinene og det fællesskab, der opstår, når mange mennesker arbejder mod det samme mål.


Og når Ridehuset endelig står færdigt, vil der være noget helt særligt at opleve. Ikke bare en udstilling. Men et værk, som mange mennesker har skabt sammen. Et værk, der skal glæde tusindvis af gæster.


Så hvis du har lyst til at prøve noget nyt, møde mennesker, bruge dine hænder, udfolde din kreativitet – eller bare være en del af et fællesskab, så kom. Opbygningen af ”På vej mod...” begynder tirsdag den 11. august kl. 9.00 i Ridehuset i Haderslev. Og fortsætter hver dag frem til åbningen den 12. september. Mød blot op den dag du har tid.


Følg med på Facebook-siden ”Blomstermandens Venner” for information om opbygningen.

Pressemeddelelse 01.06.2026

Roser, rødder og rastløse sjæle: Johnny Haugaard indtager Harridslevgaard Slot

På Nordfyn kommer det til at blomstre lidt ekstra denne sommer, når Harridslevgaard Slot slår dørene op for en ganske særlig udstilling. I forbindelse med Bogense Rosenfestival d. 1.-2. august, har slottet inviteret Blomsterkunstner Johnny Haugaard ind, for at skabe en blomsterudstilling lidt ud over det sædvanlige - med rosen i centrum.


Johnny Haugaard er kendt for at skabe ekstraordinære og nærmest magiske udstillinger, der med lyd, lys og naturens materialer smelter sammen i stærke fortællinger og danner en sanselig oplevelse for publikum. Udstillingen, der har fået det passende navn ”The Rose” åbner fredag d. 24. juli 2026 og kan i perioden frem til og med d. 9. august opleves dagligt fra kl. 10:00-17:00.


Et samarbejde med rødder

Ejer af Harridslevgaard Slot, Christian Stadil, glæder sig over samarbejdet.


“Johnny er et kreativt og iderigt menneske, som tidligere har vist, at han og hans team kan skabe magi. Vi glæder os til at åbne slottet for gæster og give dem en oplevelse, der både overrasker, inspirerer og skaber liv her på Nordfyn” fortæller Christian Stadil, der selv bliver en aktiv del af årets Rosenfestival i Bogense, hvor han skal døbe den nye rose. Derfor ser han også en naturlig sammenhæng mellem festivalen og aktiviteterne på Harridslevgaard Slot.


“Der opstod hurtigt en fælles idé om, mere konceptuelt, at skabe sammenhængskraft mellem den navngivne rose, slottet og udstillingen. Blandt andet har vi udviklet en rosé champagne og et tilhørende design i samme farvenuancer og med forbundet symbolik” siger Christian Stadil.
Som en del af udstillingen vil Johnny Haugaard også samarbejde med Grønløkke Planteskole, der ligger få kilometer fra slottet og er Skandinaviens største producent af roser. Men det er ikke roserne i fuldt flor, som Johnny Haugaard har forelsket sig i.


”Jeg havde en drøm om, at denne udstilling skulle have fokus på de dele af rosens liv, som plejer at ende i kompostbunken. Den drøm blev til virkelighed, da vi besøgte planteskolen. Alt det, de skærer fra – og som egentlig skulle kasseres - vil vi have,” fortæller Johnny Haugaard. Han blev især fascineret af planteskolens arbejde med rosens rødder og de såkaldte barrodsplanter.


”Barrodsplanterne ligger nærmest og hviler i et tempereret rum, inden de får liv igen. Det er noget af det smukkeste, jeg længe har set. Der var rødder overalt i den hal,” fortæller en begejstret Johnny, der lover en sanselig udstilling med både kærlighed, smerte, forfald og dybe rødder som en essentiel del af fortællingen af rosens og slottets historie.


Nye dufte i kostalden
Udstillingen skabes af kreative frivillige i juli måned og får til huse i slottets gamle kostald. ”Vi har aldrig lavet udstilling i en kostald før,” siger Johnny Haugaard og fortsætter: ”men jeg elsker, når omgivelserne og historien kan inddrages i det kreative arbejde. Vi har før været på slotte, i haller, i en gammel svømmehal og senest på et gasmuseum – men en kostald er ret nyt. Det kan muuuuligvis ske, at der kan komme gode idéer ud af sådan et sted,” griner Johnny.
Og så er der naturligvis slottets øvrige ”beboere”. Harridslevgaard Slot er kendt som et af de mest hjemsøgte slotte i Danmark, og gennem årene er der blevet fortalt historier om både lyde, skikkelser og rastløse sjæle i de gamle bygninger.
“Nu må vi se, om spøgelserne vil give et nap med ovre i stalden. Det kunne faktisk være ret hyggeligt. Vi er jo trods alt på deres hjemmebane,” siger Johnny Haugaard med et smil.
________
Udstillingen kan opleves dagligt i perioden d. 24. juli – 9. august kl. 10.00-17.00. Under Rosenfestivalen d. 1.-2. august vil der være udvidede åbningstider, hvor udstillingen har åben helt til kl. 20.00 begge dage.


Billetsalget er allerede i gang – læs mere og køb billetter her! 


I udstillingsperioden vil der tilmed være foredrag med Johnny Haugaard på Harridslevgaard Slot, hvor publikum kan glæde sig til fortællinger, humor og oplevelser ud over det sædvanlige i de smukkeste rammer inde på slottet.

Pressemeddelelse 09.02.2026

De stjålne franske kronjuveler er dukket op – lige udenfor Louvre

Mandag eftermiddag fik mange sig noget af en overraskelse. To danske kvinder gik pludselig rundt i parken udenfor verdens største museum; Louvre i Paris, iført nogle af de smykker, der blev stjålet fra Napoleon-samlingen på selvsamme museum tilbage i oktober 2025.


Opmærksomheden var massiv, da de to danskere, Betty Lassen og Annette Jensen, gik – næsten som dronninger – gennem parken. Den ene bar det imponerende blå safirsmykkesæt bestående af Dronning Hortenses og Dronning Marie-Amélies safirtiara, collier og øreringe. Den anden var iført Kejserinde Marie-Louises grønne smaragdkrone med matchende collier, øreringe og en fin broche. De to kvinder var ledsaget af fotograf, stylist og den anerkendte kunstner Johnny Haugaard, der især er kendt for at skabe blomsterudstillinger med magiske kulisser, følelsesbetonede fortællinger og dekorative rum skabt udelukkende af naturens materialer. Seancen mandag eftermiddag var en del af et fotoshoot til et af kunstneres kommende magasiner, hvor en helt særlig historie fra en tidligere udstilling bliver genfortalt i nye rammer.  


Uvurderlige smykker – med dansk islæt

Napoleons kronjuveler er ikke blot smykker, men uvurderlige historiske artefakter med enorm betydning for både Frankrig og verdenshistorien. Derfor vakte synet af de to kvinder i parken stor opsigt – og pludselig kunne man ane et hav af blå blink i baggrunden. Inden fotoshootet havde kunstneren og hans folk da også talt om, hvorvidt de alle ville blive lagt i håndjern, når nu de kom gående med de stjålne kronjuveler – dette skete dog ikke. Men nervøsiteten sitrede dog lidt, da både politi og militærfolk mødte talstærkt op samme tid som fotograferingen af de smukke modeller. Det viste sig dog hurtigt, at de var der af en anden grund – nemlig en demonstration i de parisiske gader.


Der var dog heller ingen grund til bekymring – for smykkerne var ikke de ægte kronjuveler fra Napoleonsamlingen. På afstand lignede smykkerne meget akkurat, men kiggede man nærmere, ville man kunne se at safirerne, smaragderne og diamanterne var lavet af hhv. stearin og nelliker, sidstnævnte rullet i sølvglimmer.


Blomsterkunstneren Johnny Haugaard fik idéen, da smykkerne blev stjålet på Louvre. De der kender den danske kunstner Johnny Haugaard ved formentlig, at han har en lidt krøllet hjerne – men også, at hans ambitiøse idéer oftest bliver til virkelighed og tilmed bliver til noget ekstravagant, overdådigt og unikt. Omkring ham har han altid et fantastisk hold af frivillige hænder. De kaldes ”De kreative frivillige” og består af både mænd og kvinder i alle aldre – dog er den ældre generation oftest mest repræsenteret. Og det var netop de modne damer, der florerede i kunstnerens hoved, da han blev bevidst om tyveriet af kronjuvelerne.


“Da jeg hørte om røveriet på Louvre i Paris, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at det da kun kunne være vores kreative frivillige, der stod bag,” griner Johnny. “De arbejder altid med en stram deadline og er ofte under tidspres lige op til udstillingernes åbningsdage. De kan arbejde med både lift og værktøj – og så har de en vild kreativitet. Jeg kunne se det for mig: de flittige damer havde siddet og spist løgsuppe på Café Carrousel på den anden side af gaden fra Louvre og planlagt hvordan de skulle få kronjuvelerne med hjem til vores kommende juleudstilling i Hobro. De havde hentet vores værktøj, smuttet til Paris og taget juvelerne med, så vi stolt kunne vise dem frem derhjemme,” siger Johnny Haugaard med et ironisk glimt i øjet og fortæller samtidig at netop røveriet på Louvre var hele grunden til, at han besluttede sig for at lave en juleudstilling i 2025. Det var nemlig ikke planen – men da han hørte om røveriet, flød tankerne og på kun 13 dage og fire timer kom juleudstillingen op at stå i Hobro med hjælp fra mange kreative hænder. Og ekstra hænder kan han altid bruge: ”Jeg troede faktisk ikke, at der var andre end de kreative frivillige, der kunne arbejde så målrettet og få ting gjort så hurtigt, men der er åbenbart også nogle stykker hernede i Frankrig, der kan løbe lige så stærkt – så hvis politiet ikke får fat i dem, kunne vi altså godt bruge dem som kreative frivillige i Danmark,” siger Johnny Haugaard med et smil.


Fotoshootet, der primært foregik i parken og på trapperne med Louvre i baggrunden, fortsatte inde på selvsamme café, hvor kunstneren forestillede sig at røveriet blev planlagt. Her blev der taget billeder af de to damer, der sad som ægte dronninger og skålede i champagne for et veludført arbejde - både i form af røveriet og fotoshootet.


En måned i Paris – og en tak til de kreative frivillige

Johnny Haugaard er pt. på inspirationstur i Paris og i 5 dage har han selskab af 33 af de kreative frivillige, der var med til at skabe juleudstillingen ”Jul på GASværket” i Hobro, hvor de ”stjålne” kronjuveler blev skabt og efterfølgende udstillet. De frivilliges tur til Paris er delvist sponsoreret af den lokale erhvervsmand Mads Møller Hansen fra Hobro, der betaler for busturen fra Hobro til Paris – og retur. Dette er gjort som tak for det store arbejde de frivillige har gjort for Hobro – både til jul, samt i sommer da Johnny Haugaard og de kreative frivillige skabte Danmarks længste naturinstallation Midgårdsormen (på ca. 4 km) i byen ved Mariager Fjord.

Billederne fra fotoshootet i Paris vil blive brugt i Johnny Haugaards kommende online magasin ”Johnny Haugaard – og alle os andre”. Et nyt tiltag, der allerede er udgivet i tre udgaver i hhv. november, december og januar – og som kan findes her.


Pressemeddelelse 20.01.2026

Midgårdsormen bliver ”hjemme” i Hobro

I disse dage bliver de sidste dele af Midgårdsormen taget ned rundt omkring i Hobro. Det er dog langt fra et farvel til det markante kunstværk, som hen over sommeren, efteråret og vinteren har prydet på både havnen, i byen og ude ved Vikingemuseet Fyrkat.

Midgårdsormen har fyldt meget i Hobro. Ikke kun fysisk i bybilledet, men også i bevidstheden. Som samtaleemne, som oplevelse – og som noget, der samlede mennesker. I løbet af sommeren var det tydeligt, at byen havde mange gæster. Rigtig mange gæster – og mange der kørte langvejsfra for at opleve Midgårdsormen. Det gav meromsætning for byens spisesteder og butikker, men også noget mere varigt: nye ambassadører for området, potentielt tilbagevendende gæster og bosætning – og for mange et første møde med naturen omkring Mariager Fjord. Et møde, der meget vel kan give lyst til at vende tilbage.


For Johnny Haugaard handler Midgårdsormen dog ikke kun om det færdige værk – men i høj grad også om det, der skete undervejs. “Opbygningen af Midgårdsormen i Hobro og dens ham i Bramslev Bakker har givet mange gode sommerminder. Der har været liv, nysgerrighed og samtaler hele vejen igennem, og den energi kan man stadig mærke. Ormen har givet byen meget – og den er slet ikke færdig med sin opgave endnu,” siger Johnny Haugaard og fortsætter: “Udyret i den ligger stadig og ulmer.”


Midgårdsormens Valhalla

“Der er mange, der er kede af tanken om, at den bare skulle forsvinde og ende som flis. Det er der stadig noget af den der gør, men det resterende bevarer vi. Der er lagt så meget arbejde, tid og hjerte i den, så i stedet giver vi den et nyt sted at være. Et sted, hvor den kan samle styrke. Et slags Valhalla for Midgårdsormen,” forklarer Johnny Haugaard.


Midgårdsormen får nu base på Ny Blåkilde-området mellem GASværket og Østerskoven i Hobro – et område, hvor mange allerede færdes på deres vej mod skoven. Placeringen sker i samarbejde med områdets indehaver, Jørgen Bak Rasmussen, som ser det som en styrke for både området og byen.

“Det er en fantastisk kulisse, og det er en stor ære at få lov til at bevare Midgårdsormen i Hobro. Den er ikke død – den lever videre. Her på Ny Blåkilde passer den smukt ind og bliver til glæde for alle, der bevæger sig på tværsnittet fra byen og op til skoven,” siger han og fortsætter: “Stykkerne er kreativt udført og har en stærk visuel kvalitet. Ormen tilfører området noget særligt – og så pynter den,” siger Jørgen Bak Rasmussen, der tilføjer at Midgårdsormen nu fortsat kan give styrke til byen. ”Vi vil jo også gerne have at Johnny bliver i området, så på denne måde har han fortsat en stor tilknytning til byen.”  


Johnny selv, kommer dog heller ikke til at slippe byen helt. Netop i Mediehuset Wiegaarden, der ejes af Jørgen Bak Rasmuseen og som ligger i Ny Blåkilde-området, er der lige nu ved at blive indrettet et lager til hans webshop. Her vil to af hans medarbejdere have kontor, ligesom han selv kommer til at være der en gang imellem.


”Jeg har ansat to hobrogensere, så jeg må hellere sørge for at de får et sted at være, når vi ikke er på farten og laver udstillinger i andre byer. Og så var det her jo det perfekte sted – lige ud til fjorden – og så kan de jo samtidig holde øje med ormen,” siger Johnny Haugaard og smiler. ”Stedet kommer også til at tage afsæt i fotoshoots af varesortimentet og så kommer vi nok også til at lave lidt løjer udenfor. Men det fortæller vi mere om på et senere tidspunkt,” fortæller Johnny Haugaard slutteligt.


Midgårdsormen og kunstneren bag forsvinder altså ikke helt fra Hobro – de forbliver en levende del af byens fortælling.

Tidligere pressemeddelelser

  • Julemagien pakkes ned på GASværket i Hobro - Læs her

  • Johnny Haugaards juleudstilling fortsætter i juledagene - Læs her

Pressekontakt

  • Presse, kommunikation & marketing: Louise Rosenkilde: lrosenkildel@yahoo.dk - tlf. 25 60 14 99
  • Johnny Haugaard: haugaard_design@yahoo.dk - tlf. 42 99 60 61